retreats
Jeg tilbyder forskellige slags ophold centreret om natur, yoga, og læring om biodiversitet og genforvildning. Hvert ophold med hver deres hovedfokus og udgangspunkt. Jeg har nogle faste ophold jeg afholder, men jeg kan også lave skræddersyet ophold til netop jer og jeres ønsker og formål: Fællesskab, læring om genforvildning og biodiversitet, sundhed og trivsel.
Genforbinde og Genforvilde
26.-28. juni på Langeland
Et unikt ophold i vilde smukke naturlige omgivelser, der ønsker at genforbinde os til naturen og skabe forståelse og grobund for genforvildning
Læs mere om retreatet her
Retreat på Langeland
Et unikt ophold i vilde smukke naturlige omgivelser, der ønsker at genforbinde os til naturen og skabe forståelse og grobund for genforvildning
Datoer: 26.-28. juni
Ankomst fredag fra kl. 15, programmet starter kl. 16.30 og afslutning søndag omkring middag.
Genforbinde og Genforvilde er et ophold der har fokus på at skabe indre og ydre genforvildning. Opholdet foregår et sted hvor der bliver givet plads tilbage til vildere natur, et sted hvor de naturlige processer bliver genindført til gavn for biodiversiteten. Der vil være yoga, meditationer, stillevandringer, afspænding på stranden, fortællinger og læring om naturen omkring os, og hvordan vi er forbundet til den, en del af den. Vi skal lære hvad en genforvildning af det ydre landskab indebærer og hvorfor det er vigtigt for os selv og andre arter. Vi skal udforske og opleve på egen krop, hvordan vi selv kan have stor gavn af at lade os forvilde – nye måder at bevæge sig på og tænke på.
Hvorfor genforvilde?
For at skabe mere vild natur, må vi selv være klar på at give slip og skabe plads til forandring. Give slip på kontrol, forventninger og kasser. På dette ophold vil du opleve foredrag om biodiversitet og genforvildning og forskellige praksisser som: yoga, fri bevægelse, åndedrætsteknikker, meditation, naturterapeutiske teknikker. Alt sammen for at du selv, og derved omgivelserne omkring dig kan få lov til at være lidt friere og vildere. Hverken mennesker eller andre dyr er udviklet til at være indenfor i kasser. Vi har udviklet os i et mangfoldigt naturligt miljø i tæt samspil og sameksistens med hinanden og det husker vores hjerne, krop og hjerte.
Hvad du kan forvente:
– Nærende yoga, meditation, fri bevægelse og andre øvelser indenfor naturbaseret sundhedsfremme (Det meste vil foregå og udenfor)
– Vandringer og formidling om rewilding og biodiversitet
– Fordybelse, restitution, frisk luft, og så mange dukkerter i havet du lyster
– Vegetarisk fuldpension
– Fredelige smukke omgivelser midt i naturen med heste og kvæg på Naturdestination Skovsgårds Gods på det sydlige Langeland
Priser:
OBS: priserne er nu med moms grundet nye regler, dog vil der ikke være moms på hvis du er under 30.
Der er forskellige værelsestyper og prisen varierer efter hvilken type værelse og bolig du ønsker.
Dobbeltværelse: 4125,- inkl. moms (uden moms = 3300 kr)
Enkeltværelse: 5500,- kr inkl. moms (uden moms = 4400 kr)
(psst: der er mulighed for at sove udenfor i eget telt hvis man mere har lyst til det, så er prisen lavere – men man medbringer selv telt, sovepose og liggeunderlag)
Book her
Afbudspolitik
Det er ikke muligt at få refunderet beløbet ved afbud, men du er altid velkommen til at give eller sælge din plads videre til en anden.
Send i så fald en mail med navn på den deltager, der overtager din plads.
Aflyses retreatet af arrangør, får du naturligvis det fulde beløb refunderet.
Man skal selv medbringe sengelinned, håndklæder, yogamåtte og tæppe. I prisen er overnatning, mad, yoga og andre aktiviteter inkluderet. Transport sørger man selv for, dog hjælper jeg med at planlægge samkørsel.
Naturdestination Skovsgård Gods og boligerne
Hos Skovsgård er naturen i centrum, her har de udlagt 245 hektar til vildgræsning. Vi skal bo i to forskellige huse Kågården og Påøgård, den ene ligger udenfor Skovsgårds arealer og den anden indenfor på deres areal – du kan altså vinke til en hest eller ko lige udenfor din hoveddør. Begge huse er tæt på havet. Vi vil færdes omkring på deres arealer, på stranden, og omkring godset, hvor vi vil spise flere af vores måltider i Cafehavn og lave yoga inde og udenfor. Du kan læse meget mere om Skovsgård her: https://skovsgaard.dn.dk/
Stille og Fri
Et nærende natur og yin retreat for kvinder. Her skal vi nære yin kvaliteten med yin yoga, stilhed, meditation, mild fri bevægelse, og nærvær i naturen. Tiden til bare at være. Opleve bølgernes susen og årstidernes skiften – tiden til at slippe og give plads
Læs mere om retreatet her
For at kunne blive mere fri, må vi give tid og plads til stilhed og ikke mindst væren i stedet for gøren. Stilhed og væren er for mange en mangelvare i det senmoderne teknologiske samfund.
Vi lever i et samfund hvor vi altid kan være på og i gang, men vi mennesker, som alt andet i naturen, har brug for stilhed. Har du oplevet stress eller længere perioder med tinnitus, så kan det med stor sandsynlighed skyldes mangel på ro.
“Stille og Fri” er et ophold, der netop giver plads til stilheden – med meditation, yin yoga, og stillevandringer i naturen byder vi stilheden, nærværet og en ikke-gøren velkommen.
Det du kan forvente:
En masse tid i naturen, da naturen er med til at forstærke vores oplevelse af ro og nærvær.
Blid nærende yin yoga morgen og aften, der åbner og smidiggør bindevævet og sindet.
Meditationer gående eller siddende ved havet, eller under et træ, tid til bare at være og betragte.
Økologisk, vegansk og glutenfri måltider, der både er en fryd for øjet og ganen.
Saunagus til at varme, og åbne kroppen og sjælen, give mulighed for at slippe og blødgøre.
Der vil være indlagt et længere tidsrum eller kortere periode hvor vi går i stilhed = vi udveksler ikke ord, eller samtaler i de tidsrum eller perioder, hvornår og hvor meget vil fremgå på programmet for det enkelte ophold.